Varme og varmestres
Varme og varmestres🐮🔥
Stort set hvert år oplever vi problemer med varmestress i rigtig mange stalde. Desværre er varmestress ikke kun et problem i den periode, hvor det er varmt, men følgevirkningerne af en periode med varmestress kan også koste dyrt. Beregninger i en række Dyrlæger & Ko-besætninger viser, at det kan koste mellem 400 og 1.400 kr. pr. årsko.
I de meget varme perioder er de mest almindelige tegn på varmestress nedsat ydelse, forhøjet celletal, nedsat foderoptag og flere sygdomme. Særligt alvorlige er yverbetændelser og stofskiftelidelser, såsom ketose og venstresidig løbedrejning.
Heldigvis er der rigtig mange muligheder for at nedbringe de negative konsekvenser af varmeperioder:
- Sørg for effektiv ventilation, f.eks. ved brug af ventilatorer.
- Åben siderne på stalden (rul gardiner ned, fjern vinduer osv.).
- Fjern beplantning omkring staldbygningen, som hindrer effektiv ventilation.
- Rengør drikkekar dagligt for at øge drikkelysten.
- Sørg for rigeligt med drikkekar, så der aldrig er kø ved vandkarret.
- Undgå varmedannelse i foderet for at bevare dyrenes appetit.
Varme og varme i foderet
Det er en udfordring at holde foderet fri for varmedannelse i sommerhalvåret. Når temperaturerne i omgivelserne stiger, øges den mikrobielle aktivitet i fodret, hvilket tilfører varme til foderet.
Dette kan reduceres/styres på følgende måder:
- Hold ensilagestakkene i tip-top-orden med en skarp snitflade, god udtagningsteknik og intet løst foder foran stakken.
- Rengør foderbordet ordentligt, inden frisk foder køres ind. Overvej at lægge epoxy, da det gør det lettere at fjerne gamle foderrester.
- Bland foder dagligt.
- Overvej at tilsætte syre for at nedsætte den mikrobielle aktivitet.