Livet som kvægdyrlæge
Jeg hedder Bolette Rafn og er 33 år. Jeg bor i Sæby sammen med min mand og vores 2 drenge. Som teenager troede jeg at jeg skulle være landmand. Min onkel og hans familie havde en malkekvægsejendom hvor jeg var meget på ferie og jeg elskede at være med i stalden.
Men i 9. klasse kom jeg i erhvervspraktik hos nogle af mine nuværende kolleger og jeg elskede det. Jeg synes det var enormt spændende at se så mange forskellige typer landbrug og kombinationen af rådgivning og enkeltdyrsbehandling vakte min interesse. Efter denne uge besluttede jeg at tage på gymnasiet for derefter at søge ind på dyrlægestudiet.
Da jeg for snart 8 år siden blev færdig som dyrlæge fik jeg job i en blandet praksis og det var et fantastisk sted at starte. Jeg fik prøvet lidt af hvert, men var mest interesseret i arbejdet på landet. Jeg kan godt lide pausen i bilen mellem besøgene, hvor der lige er plads til at få tankerne flyttet over på næste besøg.
I dag sidder jeg i drømmejobbet. Jeg er medejer af Vendsyssel Landdyrlæger hvor jeg bruger 95 % af min tid på kvæg og derudover en smule hest. Jeg elsker at arbejde med køer og landmænd. Rådgivningen er spændende og udfordrende. Ingen landbrug er ens og rådgivningen skal derfor tilpasses til den enkelte landmand og de forhold der er tilgængelige. Det skal ses i et større perspektiv hvor der er mange faktorer der spiller ind. Vi sidder derfor også som kvægdyrlæger med i gårdråd med foderrådgivere og bankrådgivere. Og når rådgivningen har fyldt hovedet med tanker, så er det skønt at køre nogle akut-ture hvor en yverbetændelsesbehandling ligger som ren rutine.
Enkeltdyrsbehandling er stadig en stor del af kvægpraksis og jeg kan godt lide at der prioriteres at gøre noget for det enkelte dyr. Enkeltdyrsbehandlinger er også dem der fylder vagten og det gør vagten spændende, da man aldrig ved hvad der ringer ind. Vi er 12 dyrlæger om at dele vagten, hvilket gør at vi ikke har vagt så ofte. Vagterne kan godt være hårde men det er helt klart også her mange af de sjovere besøg er. Kunderne er taknemmelige for at du møder op en lørdag nat kl. 3 og trækker en kalv ud der ellers ville være død i fødselsvejene. Og der er stadig steder hvor et kejsersnit efterfølges af smørrebrød og en lille dram.
Selvom vi kører rundt i hele Vendsyssel så går vi meget op i at mødes på kontoret. Vi er meget sociale i vores praksis og prioriterer derfor fællesmøder. Hver mandag har vi faglige møder, hvor vi gennemgår faglige emner eller udfordringer fra hverdagen. Om fredagen mødes vi til morgenmad, hvor latteren er et gennemgående tema.
Jeg har nogle fantastiske kolleger og er helt sikkert landet hvor jeg hører til!
Har du lyst til at komme og besøge os og se hvad livet som kvægdyrlæge har at byde på så tøv ikke med at kontakte mig på bolette@vldyr.dk.