En alternativ vinkel på livet i en kvægpraksis

Tænker du, at dyrlægepraksis kan være en karrieremæssig endestation? At mulighederne for at efteruddanne sig er færre, eller at det er sværere at skifte retning senere i arbejdslivet, når først man har været nogle år i praksis? Det er, ifølge min erfaring, heldigvis ikke tilfældet! Så læs med her, hvis du faktisk godt kunne tænke dig at arbejde som praktiserende dyrlæge, men også har en fornemmelse af at samme type job gennem hele arbejdslivet måske ikke er dig, og at du i øvrigt også godt kunne tænke dig at kombinere eller videreudvikle praksislivet til eller med noget helt andet. Måske har du det også sådan, at du nyder at gå grundigt til værks og nørde lidt med detaljerne? Så kan du potentielt finde inspiration til hvordan dit fremtidige arbejdsliv kan sammensættes i min (indtil videre relativt korte) rejse ind i en karriere som kombineret forsker og praktiserende kvægdyrlæge.

Jeg blev uddannet i 2017 og startede to uger efter specialeforsvaret i mit første job i en kvægpraksis. Jeg havde igennem hele min studietid været overbevist om, at jeg skulle arbejde netop med det, og derfor målrettet diverse praktikperioder, differentiering og specialet derefter. Jeg havde en fantastisk opstart i praksis med nogle dygtige kollegaer og tillidsfulde og tålmodige landmænd, der sikrede en god og tryg oplæring i livet som udkørende kvægdyrlæge. Jobbet var fyldt med spændende udfordringer, såsom løbedrejningsoperationer, fødselshjælp, reponering af udskudt liv, og også de mere gængse dagligdagsopgaver såsom behandlinger af yverbetændelser, børbetændelser, syge kalve, afhorninger og reproduktionsarbejde (listen kan fortsættes…). Efterhånden udvidede spektret af arbejdsopgaver sig også til at indebære rådgivningsarbejde, der krævede en god del tålmodighed med tempoet hvormed min egen viden og kompetencer udviklede sig (for langsomt efter min egen mening!), og de ambitioner jeg havde på egne og landmændenes vegne (af og til for høje!).

Udsigterne til at skulle blive en bedre rådgiver i nærmeste fremtid syntes fjerne, fordi dagligdagen i praksis var travl og efterlod sparsom tid til at nørde og udvikle vigtige kompetencer for rådgivning fx gennem fælles besætningsbesøg med kollegial sparring på staldgangen. På det tidspunkt fik jeg et tip om en ph.d. stilling, der var slået op på Københavns Universitet. Jeg havde egentlig aldrig set mig selv som ”typen, der skulle skrive en ph.d.”, men omvendt tænkte jeg at det jo ”bare” var et job – trivedes jeg ikke i det, kunne jeg altid sige op! Så jeg besluttede mig for at søge stillingen – i håbet om at det ville udstyre mig med flere værktøjer til at blive en dygtig rådgiver i fremtiden.

En ph.d. inden for kvægområdet stiller nogle andre krav til den ph.d.-studerende end ph.d. inden for andre områder - som jeg ser det. For det første, behøver man ikke et gloværdigt karakterblad med ene 12-taller for at komme i betragtning til stillingen. Afhængigt af den enkelte ph.d.’s projektbeskrivelse, kan en praktisk indgangsvinkel og forståelse for kvægbruget nemlig vægtes langt højere end et bestemt karaktersnit, fordi det kendskab er helt uundværligt for at kunne producere meningsfuld og værdiskabende forskning, der sidenhen kan finde anvendelse på staldgulvet. Det er klart at man også skal kunne trives med det teoretiske, for ellers bliver det tre lange år. Men en struktureret, disciplineret og selvstændig tilgang til tingene kan drive én rigtig langt som ph.d.-studerende!

Tre års forskning inden for antibiotikaanvendelse til kvæg med særligt fokus på rådgivningsarbejdet imellem dyrlægen og landmanden gik altså, og i oktober 2022 kom jeg tilbage i kvægpraksis. Nu skal jeg have afprøvet om jeg kan integrere mine nyerhvervede kompetencer og viden i arbejdet som rådgivende dyrlæge – indtil videre ser det lovende ud! Med en ph.d. i bagagen er jeg blevet betragteligt hurtigere til at vurdere al den viden, der ligger tilgængeligt for os som dyrlæger og dermed vælge den mest evidensbaserede løsning for landmanden. Derudover har jeg fået et stort netværk af dygtige mennesker, som det er muligt at trække på når tvivlssager opstår. Jeg kan anbefale enhver at kombinere de to karriereveje, og går du og overvejer noget lignende, er du meget velkommen til at kontakte mig med yderligere spørgsmål på: nanna.ks@hotmail.com.

En alternativ vinkel på livet i en kvægpraksis

Denne hjemmeside bruger cookies
Benyttes til at gemme valg på hjemmesiden.
I tilfælde af video kan der påkræves accept af alle cookies.

Du kan kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers avancerede indstillinger